Vores værdier
Det er vigtigt at der altid er en god tone i træningshallen,og der er klare regler for hvordan man kommunikerer og i det hele taget omgås hinanden i NGF. Desuden er der en række forventninger til både gymnaster, trænere og forældre. Du kan læse vores værdier herunder.
Regelsæt for hvordan vi Kommunikerer på den gode måde. Hvilke værdier gælder i Nakskov Gymnastik Forening
Det er helt essentielt, at al kommunikation imellem trænere og gymnaster, imellem gymnaster og forældre, imellem forældre og trænere og indbyrdes imellem hhv. gymnaster, forældre og trænere pågår i en god tone, hvor der ikke tales grimt, ydmygende eller med mangel på respekt om hinanden, om andre hold, om andre Gymnaster eller om træningsmetoder mm. En gentagen overtrædelse af disse retningslinjer kan medføre i yderste konsekvens, at en gymnast/træner ekskluderes af holdet.
Nedenfor er skitseret de vigtigste retningslinjer for hhv. forældre, gymnaster og trænere.
Forældre engagement
En velfungerende forening fordrer engagerede forældre, som ikke blot stiller krav, men som også er villige til at støtte foreningen både med hensyn til praktiske forhold omkring gymnasternes deltagelse, men også moralsk og i forhold til foreningens kultur. Vi lægger vægt på, at forældrene er engagerede i deres børns udvikling og støtter, at de udvikles som selvstændige og socialt engagerede mennesker. Dette betyder blandt andet, at forældre til gymnaster i foreningen forventes at:
- Være indstillede på en ligeværdig og respektfuld kommunikation med trænere, bestyrelse og andre forældre
- Kontakte trænere så snart en beslutning giver anledning til undren/spørgsmål. Dog anfægtes trænerens dispositioner ikke direkte under træning, til opvisning eller konkurrence.
- Have en åben indstilling og være parate til at indgå i et konstruktivt samarbejde med foreningen, herunder at være villig til, at se en sag fra flere sider
- Bakke op om foreningens arbejde og støtte og deltage i foreningens arrangementer
- Acceptere at gymnaster ikke tages med hjem fra konkurrence eller træning uden først at have accept fra Trænere.
- Udtrykke sig loyalt om foreningen og specielt trænerne i foreningen
- Altid tale positivt om holdets øvrige gymnaster foran egne børn
- Huske på at udbyttet af en træning ikke blot måles ud fra det rent gymnastiske, hvorfor spørgsmål om barnet “har haft en god træning” bør tænkes i et bredere perspektiv.
- Acceptere at evt. stridigheder mellem forældre og foreningen forsøges løst imellem de voksne uden direkte Involvering af barn eller øvrige gymnaster.
- Ovenstående retningslinjer anser vi for at være utroligt vigtige, da forældres positive attitude over for foreningen, de øvrige gymnaster, forældre på holdene giver gymnasten den tryghed og tillid til foreningen, som er en væsentlig forudsætning for gymnastens udvikling.
Gymnast engagement
- Altid tale positivt om holdets øvrige gymnaster (mobning tolereres ikke)
- Altid tale positivt om holdets trænere
- Møde engageret og veludhvilet op til træningen
Træner engagement
- Altid tale i en positiv ånd til gymnasterne
- Aldrig hæve stemmen unødigt eller ydmyge gymnasterne
- “Slå hårdt ned på” mobning blandt gymnaster, så denne adfærd stoppes
- Giv konstruktiv kritik og undgå overdreven negativ kritik!
- Behandl alle udøvere ligeværdigt — uafhængigt af køn, race, etnisk, politisk og religiøst tilhørsforhold samt Seksuel orientering!